Zardaris præsidentskab: Kontroverser og koalitionsforhandlinger

Asif Ali Zardaris præsidentskab begyndte i en periode, hvor Pakistan forsøgte at bevæge sig fra militærstyre tilbage mod parlamentarisk demokrati. Da general Pervez Musharraf trådte tilbage i august 2008, opstod der et politisk tomrum, som Pakistan Peoples Party, Pakistan Muslim League-Nawaz og en række mindre partier skulle udfylde. Zardaris valg til præsident i september samme år blev derfor både set som en demokratisk overgang og som begyndelsen på en ny magtkamp.

Præsidentperioden blev præget af koalitionsforhandlinger, uenighed om domstolenes uafhængighed, beskyldninger om korruption og et stærkt internationalt pres på Islamabad. Samtidig måtte regeringen håndtere terrorangreb, økonomisk krise og forholdet til USA, Afghanistan og Indien. Perioden fra 2008 til 2009 viser, hvor vanskeligt det var at omsætte valgsejre og demokratiske løfter til stabile institutioner.

Magtskiftet efter Musharrafs afgang

Zardaris vej til præsidentembedet var tæt knyttet til PPP’s valgsejr i februar 2008. Partiet havde mistet sin leder Benazir Bhutto efter attentatet i december 2007, men hendes politiske arv samlede mange vælgere omkring et løfte om demokrati og civil kontrol. Zardari, som var Bhuttos ægtefælle, blev hurtigt en central figur i partiets ledelse, selv om han tidligere havde været omgærdet af omfattende beskyldninger om økonomisk misbrug.

Musharrafs afgang ændrede magtbalancen mellem præsidentembedet, regeringen og militæret. Under Musharraf havde præsidenten opbygget betydelig indflydelse gennem forfatningsændringer og kontrol over det politiske system. Zardari arvede derfor et embede med større beføjelser end den parlamentariske tradition normalt tilsagde. Hans tiltrædelse blev fulgt af forventninger om, at magten igen skulle flyttes fra præsidentpaladset til parlamentet og premierministerens kontor.

Overgangen var dog langt fra enkel. Militæret forblev landets mest magtfulde institution, især inden for sikkerheds- og udenrigspolitik. Den civile regering kunne ikke ignorere generalstabens vurderinger af Taliban, Afghanistan, Indien eller USA. Zardaris præsidentskab blev derfor formet af en vedvarende balance mellem demokratisk legitimitet og militærets historiske indflydelse.

Koalitionen mellem løfter og mistillid

Efter valget indgik PPP og PML-N en koalition, der på papiret kunne samle en bred demokratisk front. Partierne havde begge været modstandere af Musharrafs styre, og samarbejdet blev ofte beskrevet som et nødvendigt værn mod en tilbagevenden til militær dominans. Samarbejdet var dog bygget på gensidig mistillid og forskellige politiske prioriteter.

Nawaz Sharifs PML-N krævede, at de dommere, som Musharraf havde afsat under undtagelsestilstanden i 2007, skulle genindsættes. For PML-N var dommerkrisen et symbol på kampen for retsstat og civil værdighed. For Zardari og PPP var spørgsmålet mere risikabelt, fordi en genindsættelse kunne styrke højesterets tidligere ledelse og åbne gamle sager mod Zardari og andre partifolk.

Uenigheden blev gradvist større, selv om parterne flere gange forsøgte at bevare koalitionen. Da PML-N forlod regeringen i august 2008, blev Zardari den dominerende politiske aktør i Islamabad. Bruddet viste, at en fælles modstand mod Musharraf ikke var tilstrækkelig til at holde partierne samlet, når de skulle træffe beslutninger om domstole, forfatning og personlige politiske interesser.

PPP måtte derefter søge støtte hos andre partier. Muttahida Qaumi Movement havde stor indflydelse i Karachi, Awami National Party stod stærkt i Khyber Pakhtunkhwa, og mindre grupper kunne få afgørende betydning ved afstemninger i parlamentet. Koalitionspolitikken blev derfor præget af løbende forhandlinger om ministerposter, provinsielle interesser og lovgivningsmæssige indrømmelser.

Dommerkrisen og kampen om institutionerne

Dommerkrisen var en af de mest alvorlige konflikter under Zardaris første år som præsident. Den begyndte før hans valg, men fortsatte med at belaste forholdet mellem PPP og PML-N. Advokater, oppositionspartier og civilsamfundsgrupper organiserede protester for at få de afsatte dommere tilbage. Bevægelsen havde fået stor symbolsk betydning, fordi den forbandt juridisk uafhængighed med modstand mod militær indblanding.

Zardari frygtede, at en genindsættelse af højesteretschef Iftikhar Muhammad Chaudhry kunne føre til en ny gennemgang af National Reconciliation Ordinance. Denne amnestiforordning fra Musharraf-perioden havde beskyttet mange politikere mod korruptionssager, herunder Zardari. For regeringen var spørgsmålet derfor både institutionelt og personligt. En beslutning om domstolene kunne få direkte konsekvenser for præsidentens egen politiske overlevelse.

Kritikerne mente, at Zardari brugte forfatningsmæssige og parlamentariske procedurer til at undgå et løfte, som PPP havde givet vælgerne og sine koalitionspartnere. Tilhængerne svarede, at regeringen måtte forhindre, at domstolen blev et redskab for politisk hævn. Konflikten gjorde det vanskeligt at etablere tillid mellem regeringen, oppositionen og retsvæsenet.

I marts 2009 accepterede regeringen til sidst genindsættelsen af Chaudhry efter en periode med voksende protester og politisk pres. Beslutningen dæmpede den akutte krise, men den ændrede ikke de dybere spændinger. Højestereten fortsatte med at udfordre regeringens beslutninger, mens oppositionen fastholdt, at Zardari havde handlet for sent og af personlige grunde.

Kritik af Zardaris politiske arv

Zardaris politiske modstandere brugte især hans tidligere omdømme som argument mod præsidentskabet. I 1990’erne var han blevet omtalt som “Mr. Ten Percent”, et øgenavn knyttet til påståede bestikkelser og kommissionsaftaler. Mange af anklagerne blev aldrig endeligt afgjort på en måde, der kunne skabe bred enighed, men de fortsatte med at præge den offentlige debat.

Hans forsvarere fremhævede, at Zardari havde siddet fængslet i flere år, og at flere sager var politisk motiverede. De pegede også på, at han overtog et land med svage finanser, sikkerhedskriser og institutioner, som var blevet beskadiget af militærstyre. Alligevel var det vanskeligt for regeringen at overbevise befolkningen om, at korruption og nepotisme ikke længere var en del af det politiske system.

Kritikken handlede også om den måde, hvorpå PPP blev ledet. Partiet var historisk forbundet med folkelig mobilisering og socialdemokratiske løfter, men mange iagttagere mente, at beslutningerne i stigende grad blev samlet omkring Bhutto-familien og Zardaris nærmeste rådgivere. Bilawal Bhutto Zardari blev tidligt præsenteret som en del af partiets fremtid, hvilket styrkede indtrykket af dynastisk politik.

Samtidig blev Zardari vurderet forskelligt afhængigt af region og politisk tilhørsforhold. I Sindh kunne PPP’s historiske forankring give regeringen betydelig loyalitet. I Punjab var PML-N stærkere, og her blev Zardari ofte mødt med hård kritik. Denne geografiske opdeling gjorde national konsensus vanskelig og gav koalitionsforhandlingerne en tydelig provinsiel dimension.

Nøgleaktører og konfliktlinjer

Det politiske landskab omkring Zardari var sammensat af partiledere, dommere, militære chefer, provinsregeringer og internationale samarbejdspartnere. Hver aktør havde egne prioriteter, og præsidentens muligheder afhang ofte af, hvor mange konflikter der kunne holdes adskilt. Når flere kriser ramte samtidig, blev regeringen hurtigt sårbar.

Vigtige politiske kræfter i perioden omfattede:

Koalitionen ændrede sig løbende, fordi partierne vurderede deres støtte ud fra både nationale og lokale interesser. MQM ønskede indflydelse på udviklingen i Karachi, mens ANP lagde vægt på sikkerhed og politisk repræsentation i de nordvestlige områder. Jamiat Ulema-e-Islam og andre mindre partier kunne skifte position, når regeringen skulle sikre flertal.

De vigtigste konfliktlinjer kan sammenfattes sådan:

Denne opdeling gør det lettere at forstå, hvorfor Zardari både kunne fremstå som en overlever og som en politiker i konstant defensiv position. Han var dygtig til at samle midlertidige flertal, men mange aftaler løste kun den aktuelle krise. De grundlæggende spørgsmål om korruption, domstolenes uafhængighed og militærets rolle forblev uløste.

Sikkerhedspolitik og udenrigspolitisk pres

Zardaris regering kom til magten, mens Pakistan stod midt i en alvorlig sikkerhedskrise. Taliban-bevægelser havde opnået indflydelse i grænseområderne, og terrorangreb ramte både civile, sikkerhedsstyrker og internationale mål. Angrebet på Marriott Hotel i Islamabad i september 2008 blev et stærkt symbol på, hvor udsat hovedstaden var.

USA forventede, at Pakistan ville udbygge kampen mod militante grupper langs grænsen til Afghanistan. Samtidig var samarbejdet præget af mistillid. Amerikanske droneangreb i de pakistanske stammeområder blev kritiseret af regeringen og befolkningen, mens Washington mente, at Islamabad ikke gjorde nok for at bekæmpe militante netværk. Zardari skulle derfor forsøge at fastholde amerikansk økonomisk støtte uden at fremstå som underordnet USA.

Forholdet til Indien blev endnu mere følsomt efter terrorangrebene i Mumbai i november 2008. Indien beskyldte militante med base i Pakistan for at stå bag angrebene, og presset på den pakistanske regering voksede. Islamabad måtte balancere mellem behovet for at samarbejde om efterforskningen og ønsket om at undgå en militær konfrontation med nabolandet.

Den regionale sammenhæng kan perspektiveres gennem en senere analyse af regional sikkerhedsorden, hvor udviklingen efter 2008 ses i relation til ændrede alliancer og sikkerhedspolitiske spændinger. For Zardari betød disse forhold, at udenrigspolitikken hele tiden var tæt forbundet med indenrigspolitisk legitimitet. Enhver aftale med USA, Indien eller Afghanistan kunne udløse kritik fra oppositionen, medierne eller militæret.

Hvad arkivet fortæller om perioden

Nyhedsarkiver fra 2008 og 2009 viser en politisk virkelighed, hvor begivenhederne skiftede hurtigt. En koalition kunne se stabil ud den ene uge og være truet af sammenbrud den næste. Et løfte om domstolene kunne blive et spørgsmål om præsidentens personlige sikkerhed, mens en udenrigspolitisk erklæring kunne påvirke forholdet mellem regeringen og militæret.

Zardaris præsidentskab bør derfor ikke vurderes alene ud fra enkelte skandaler eller politiske nederlag. Det var også et forsøg på at styre et land, hvor de civile institutioner var svækkede, økonomien var presset, og sikkerhedspolitikken satte grænser for regeringens handlefrihed. Hans evne til at forhandle med forskellige partier gav regeringen en vis overlevelsesevne, men skabte samtidig kritik af kortsigtet og personcentreret politik.

Perioden illustrerer desuden forskellen mellem formel og reel magt. Forfatningen kunne ændres, parlamentet kunne vedtage love, og en civil præsident kunne vælges gennem en demokratisk proces. Alligevel havde militæret, domstolene, provinsregeringerne og udenlandske partnere stor indflydelse på, hvilke beslutninger der faktisk kunne gennemføres.

For læsere, der undersøger Pakistans nyere politiske historie, giver Zardaris år et vigtigt indblik i overgangen fra Musharrafs styre til en mere åben, men ustabil, demokratisk orden. Gennem arkivets artikler kan man følge, hvordan koalitionsforhandlinger, dommerkrisen, terrorbekæmpelse og internationalt pres blev flettet sammen i den samme politiske fortælling.

Udforsk arkivets historiske artikler om Pakistan, og følg udviklingen fra Zardaris magtovertagelse til de senere ændringer i landets politiske og regionale landskab.