Pakistan og den regionale sikkerhedsorden efter 2008

Året 2008 markerede et markant brud i den sikkerhedspolitiske arkitektur, som havde defineret Sydasien siden den kolde krig. Med de samtidige terrorangreb i Mumbai i november, den amerikanske præsidentvalg der banede vejen for Barack Obama og fortsatte uroligheder i den pakistanske grænseregion mod Afghanistan, blev den hidtidige ramme for regional stabilitet sat under alvorligt pres. For Pakistan, der i årtier havde balanceret mellem Washington og Beijing som konkurrerende poler i egen udenrigspolitik, betød begivenhederne en tvungen omdefinering af roller og ansvar. Internationalt.

Den nye regionale sikkerhedsorden tog form som et samspil mellem amerikansk tilbagetrækning fra Irak, en intensiveret indsats i Afghanistan, voksende kinesisk økonomisk indflydelse og et Indien, der søgte at positionere sig som en regional stormagt med global rækkevidde. Pakistan blev nødt til at forholde sig til alle disse dimensioner på én gang, hvilket skabte et indre spændingsfelt mellem behovet for økonomisk hjælp, militær modernisering og en voksende skepsis blandt befolkningen over for den rolle, som hæren spillede i forhold til naboerne.

Baggrund: Det sydasiatiske sikkerhedsbrud i 2008

Mumbai-angrebene den 26. november 2008, hvor omkring 170 mennesker mistede livet, blev et vendepunkt i Indiens forhold til Islamabad. Indien suspenderede den såkaldte sammensatte dialog, der siden 2004 havde holdt en række bilaterale spørgsmål – herunder Kashmir, vandspørgsmål og atomarsikkerhed – på et konstruktivt spor. Pakistan blev presset til at retsforfølge de formodede bagmænd, hvilket førte til en omtvistet proces i de pakistanske domstole.

For Pakistan betød angrebene en langsigtet erkendelse af, at de militante grupper, som staten havde brugt som strategiske aktører i Kashmir og Afghanistan, nu udgjorde en direkte trussel mod egne borgere og mod forholdet til omverdenen. Den pakistanske hær blev tvunget til at anerkende, at ikke-statslige aktører opererede med en kapacitet, som udfordrede statens monopol på vold. Denne erkendelse blev omsat i praksis med operationerne i Swat og Syd-Waziristan i 2009, men selve den strategiske vending var allerede i gang.

Sagerne mod de formodede gerningsmænd trak ud i årevis, og de påståede bagmænd blev aldrig stillet for en domstol på en måde, der tilfredsstillede de indiske krav. Dette forlængede krisen i de bilaterale relationer og påvirkede alle aspekter af det sydasiatiske sikkerhedsmiljø, fra handelsforhandlinger til udveksling af diplomatiske kontakter og fælles operationer mod grænseoverskridende kriminalitet.

Amerikansk strategisk skift og Pakistans rolle

Da Barack Obama overtog præsidentposten i januar 2009, stod USA over for en erkendelse af, at krigen i Afghanistan ikke kunne vindes uden et aktivt pakistansk medspil. Den nye administration lancerede en AfPak-strategi, der behandlede hele grænseområdet som ét sammenhængende slagmark. For Pakistan medførte dette en markant øgning af den amerikanske civile bistand, som i 2009 kulminerede med Kerry-Lugar-Berman-loven, der forpligtede USA til tre milliarder dollar over fem år til uddannelse, infrastruktur og sundhed. Den militære bistand blev fastholdt på et højt niveau, men under skiftende politiske betingelser.

Det dobbelte pres fra Washington – krav om resultater mod al-Qaeda og Taleban, kombineret med krav om demokratisk reform – skabte en skarpere modsætning i pakistansk politik end tidligere. Den civile regering under premierminister Yousaf Raza Gillani og præsident Asif Ali Zardari forsøgte at navigere mellem disse krav, mens hæren fortsat styrede den operationelle dagsorden i FATA og langs grænsen til Afghanistan. Det pakistanske ønske om strategisk dybde i et post-amerikansk Afghanistan blev nu direkte konfronteret med amerikanske forventninger om, at Islamabad skulle levere resultater mod de netværk, landet selv havde været med til at opbygge.

Indien-Pakistan relationer under fornyet pres

Efter Mumbai vendte Indien en mere selvbevidst kurs og søgte international opbakning til at holde Islamabad ansvarlig. New Delhi brugte sin voksende økonomiske profil til at konsolidere partnerskaber med Washington, Tokyo og Canberra, hvilket reducerede det diplomatiske råderum for pakistansk indflydelse i regionen. For Pakistan blev det stadig vanskeligere at spille Indien ud mod USA, en balancekunst der havde kendetegnet landets udenrigspolitik siden 1990'erne. Samtidig voksede bekymringen i New Delhi over den pakistanske atomsikkerhed, og spørgsmålet om kommandostrukturen for de taktiske atomvåben blev et tilbagevendende tema i den indisk-amerikanske dialog.

Den suspendere sammensatte dialog blev først genoptaget i begrænset omfang og på indisk initiativ, hvilket afspejlede et magtskifte i regionen. Pakistan søgte at fastholde dialogen som et middel til at aflaste spændinger og genåbne handelsforbindelser, men Indiens betingelser var hårdere end tidligere. Forhandlingerne om handelsliberalisering, herunder Most Favoured Nation-status, blev hængende i årevis, og Kashmir-spørgsmålet forblev et latent konfliktpunkt med jævnlige grænseoverskridende skyderier og diplomatiske kriser.

Afghanistan, grænseregionen og Taleban-problematikken

Grænseregionen mellem Pakistan og Afghanistan blev i årene efter 2008 det egentlige omdrejningspunkt for den regionale sikkerhedsorden. Den pakistanske hær iværksatte en række operationer i stammeområderne, der kulminerede med offensiven i Syd-Waziristan i 2009, hvor Tehrik-i-Taleban Pakistan havde etableret en statslignende struktur. Disse operationer var delvist et svar på den amerikanske AfPak-strategi og delvist et resultat af, at militante grupper i stigende grad vendte deres vold mod pakistanske mål, herunder attentatet mod Lahore-politiakademiet i marts 2009 og angrebene på ISI-hovedkvarteret i Peshawar.

Samtidig blev spørgsmålet om den afghanske grænses status – den såkaldte Durand-linje – et fast element i den pakistanske debat. Afghanistan nægtede at anerkende linjen som international grænse, og den pakistanske afvisning af en permanent grænsevagtsordning skabte et sikkerhedsvakuum, som militante grupper udnyttede. For hæren var situationen et dobbelt strategisk problem: man ønskede at fastholde indflydelse i Kabul gennem kontakter til dele af Taleban, samtidig med at man bekæmpede den pakistanske gren af bevægelsen. Denne spænding mellem kampen mod indenlandsk terror og bevarelsen af strategiske forbindelser på tværs af grænsen kom til at definere sikkerhedsdagsordenen langt ind i det følgende årti.

Kinas voksende økonomiske og strategiske tilstedeværelse

Mens USA og Indien søgte at konsolidere deres indflydelse, blev Kinas rolle i Pakistan mere synlig efter 2008. Beijing udvidede sin økonomiske tilstedeværelse markant, blandt andet gennem investeringer i Gwadar-havnen og en række energi- og infrastrukturprojekter i Balochistan. Den strategiske logik for Beijing var todelt: man ønskede at sikre adgang til havne i Det Arabiske Hav og at modvirke indisk-amerikansk tilnærmelse. For Pakistan blev Kina en vigtigere kilde til militær teknologi, herunder kampfly og ubåde, på et tidspunkt hvor amerikanske leverancer var underlagt skiftende betingelser og politisk betingede suspensioner.

Den kinesiske tilstedeværelse gav Islamabad en vis strategisk uafhængighed, men skabte også nye afhængigheder. Den pakistanske økonomi blev mere og mere knyttet til kinesiske kreditlinjer og infrastrukturinvesteringer, hvilket reducerede råderummet over for Washington. På det sikkerhedspolitiske plan gav samarbejdet Pakistan adgang til avancerede teknologier, men rejste samtidig spørgsmål om teknologioverførsel og kontrol med følsomme systemer. For at forstå de bredere implikationer af denne udvikling kan man med fordel se nærmere på teknologiske perspektiver i regionen, hvor sammenhængen mellem sikkerhed og industriel kapacitet uddybes mere detaljeret.

Kerneudfordringer: atomarsikkerhed, militærstyre og intern terrorbekæmpelse

Indenrigspolitisk blev Pakistan i årene efter 2008 konfronteret med tre sammenhængende kriser. For det første den v