Pakistan og USA i Raymond Davis-sagen

Den diplomatiske krise mellem Pakistan og USA efter Raymond Davis-sagen nåede et følsomt lavpunkt, da en amerikansk CIA-medarbejder efter en skydeepisode i Rawalpindi blev anholdt og hævdede at have diplomatisk beskyttelse. En mand døde, en anden blev såret, og striden fik Washington til at beskytte Davis, mens pakistanske myndigheder ville stå ham til ansvar i det land, hvor skyderiet var sket. Affæren endte med, at Davis forlod Pakistan, men tilliden mellem landene nåede et nyt Lavpunkt.

Selve arrestationen skete i januar 2011. Året 2009 var derimod en væsentlig baggrund, fordi skarpe modsætninger mellem de to lande allerede var synlige i forbindelse med Afghanistans krige, pakistanske støtte til oprørsgrupper og amerikanske droneangreb. Newspakistans arkiv fra perioden giver et sjældent indblik i disse forhold. Det følger spændingerne frem til Davis-sagen og viser, hvordan et lokalt kriminalopgør blev forbundet med spørgsmål om suverænitet, tillid og amerikansk magt.

2009 som baggrund for den senere konflikt

Pakistan gennemførte valg i februar 2008, hvorefter den af Pakistan Peoples Party, PPP, fik et mandat til at danne regering under Yousaf Raza Gilani. Præsident Asif Ali Zardari og Gilani ledede et land, der skulle håndtere økonomiske problemer, politisk ustabilitet, militanter i de tribaleg områder og en fortsat afhængighed af udenlandsk støtte. USA var stadig en central donor og sikkerhedspartner, mens pakistanske ledere forsøgte at styrke landets legitimitet og beskyttelse mod udenlandske krav.

Obamas administration ændrede den amerikanske indsats i Afghanistan og øgede antallet af luftangreb mod oprørsgrupper i blandt andet Nord-Waziristan. Pakistan stod i en vanskelig position, fordi Washington mente, at landet burde bekæmpeTaliban og al-Qaeda mere aktivt, mens den pakistanske regering frygtede tab af kontrol og skadede relationer til egne borgere. Myndighederne talte om alliance og fælles sikkerhed, men befolkningen oplevede ofte den amerikanske tilstedeværelse som overgreb.

I september 2009 blev den amerikanske ambassade i Islamabad ramt af et dramatiske terrorangreb, der dræbte flere og sårede mange. Angrebet viste, hvor skrøbeligt tillidsforholdet var blevet. For USA var ambassaden et symbol på støtte til den afghaniske regering og Pakistan. For pakistan var bygningen et synligt mål for udenlandske og antiamerikanske frustrationer.

Et tæt samarbejde med skarpe kanter

Mellem Pakistan og USA var der opbygget et tæt netværk af militær og efterretningsmæssigt samarbejde. CIA arbejdede sammen med den pakistanske ISI, og den amerikanske tilstedeværelse i landet var mere omfattende end den officielle fortidning anerkendte. Raymond Davis havde arbejdet i Pakistan siden 2003, hvilket gjorde ham til en velkendt skikkelse blandt sikkerhedsfolk. Mange detaljer om hans opgaver og forbindelser forblev fortrolige.

Samarbejdet skabte en dobbelt virkelighed. I hemmelighed arbejdede begge regeringer sammen om at begrænse oprørsgrupper og beskytte Afghanistans regering. Offentligt stod Pakistan over for en USA, der kritiserede landet for manglende handling og samtidig gennemførte omstridte droneangreb. Davis blev et symbol på denne spænding, fordi han repræsenterede den tætte forbindelse mellem statens hemmelige aktiviteter og dens synlige ansvar.

Den brede redaktionelle tilgang i Newspakistan afspejler, hvor forskelligartede det historiske nyhedsarkiv er. Sideløbende med politiske rapporter rummer sitet også sundhedsstof, for eksempel åreknuder og behandling. Sådanne artikler er ikke kilder til Davis-sagen, men de viser, hvordan et arkiv kan samle emner, der kræver forskellig læsning og forståelse.

Skudet i Rawalpindi og arrestationen

Den 14. januar 2011 blev Davis anholdt efter at have skudt to mænd ved et gadekryds i Rawalpindi. Den ene mand døde, mens den anden slap med livet i behold. Skyderiet førte til en voldsom reaktion i pakistansk opinion, fordi mange borgere så en udenlandsk agent med vidtgående adgang til hemmelige operationer begå et drab på åben gade.

Amerikanske embedsmænd identificerede hurtigt Davis som en CIA-medarbejder og erklærede, at han havde diplomatisk status. Den amerikanske ambassadør John Negroponte forsøgte at få den pakistanske regering til at anerkende hans beskyttelse. Pakistan krævede, at han skulle stilles for ret, fordi myndighederne mente, at han ikke var en diplomat, der var blevet korrekt akkrediteret i landet.

Forhandlingererne trak sig ud, mens demonstranter samledes i nærheden af premierministerens bolig. Efter intense interne drøftelser accepterede den pakistanske regering, at Davis ville forlade landet. Den 17. februar 2011 fløj han fra Islamabad i et amerikansk fly. Der kom ikke en dom i den sag, der var anlagt mod ham, og hans afrejse blev af kritikere betragtet som et eksempel på, at amerikanske myndigheder havde opnået en begunæstig løsning.

Immunitet, suverænitet og retfærdighed

Den juridiske strid drejede sig om, hvordan Wien-konventionen om diplomatiske relationer fra 1961 skulle fortolkes. Washington hævdede, at Davis som diplomat var beskyttet mod arrest og retsforfølgelse. Pakistan fastholdt, at status ikke kunne oprettes i bagvendt rækkefølge, og at en ukorrekt akkrediteret medarbejder ikke kunne hæve sig over den lokale lovgivning.

For pakistanske borgere blev spørgsmålet om retfærdighed lige så vigtigt som spørgsmålet om Wien-konventionen. En drabssag uden en offentlig dom så ud som et brud på suveræniteten, især når den mistænkte tilhørte en efterretningsorganisation, der havde været involveret i kontroversielle amerikanske aktiviteter. En højesteretsdom eller en alvorlig høring kunne have givet en fælles løsning, men ingen af delene kom i stand.

USA stod samtidig over for et imageproblem. En stærk forsvarskamp for en CIA-agent blev forbundet medWashington, der var rede til at bruge sin magt til at fjerne ham. For Pakistan var afrejsen en prestigeforhandling, fordi rettighederne over en drabssag blever respekteret, mens amerikanske og pakistanske ansvar uden for rettens verden holdt enigheden i live. Krisen viste, hvor vanskeligt det er at skabe retfærdighed, når en stat ønsker at beskytte en agent, og en anden stat erklærer, at hans handlinger skal retsforfølges.

Reaktionerne i Islamabad og Washington

I Pakistan blev Gilani presset af oppositionen, medierne og dele af den offentlige opinion. Sagen stod i centrum for en bredere debat om amerikansk indflydelse, droner og tilladen til efterretningsoperationer. Hæren og general Ashfaq Kayani spillede en vigtig rolle i forhandlingerne, fordi de skulle balancere behovet for amerikansk støtte mod risikoen for at miste folkelig opbakning.

Washington havde også sine beregninger. En åben konfrontation med Pakistan kunne true samarbejdet om Afghanistan og den(interne) sikkerhed. Davis’ afrejse løbte derfor let, men amerikanerne vidste, at sagen ville gøde fremtidige operationer vanskeligere. Hvis pakistanske myndigheder i højere grad kontrollerede, hvor og hvordan CIA måtte arbejde, ville det blive dyrere og mere risikabelt.

Langtidsvirkningerne blev tydelige i den amerikanske og pakistanske debat om efterretningsprivilegier. Pakistan signalerede strammere kontrol med amerikanske aktiviteter, herunder droner, mens Washington led efter former, der beskyldede myndighederne for at stå uden for denFolkelige kontrol. Relationerne blev ikke afbrudt. Obamas besøg i Pakistan i 2011 viste, at de to lande fortsat ville samarbejde, men Davis-sagen gjorde det klart, at tillid og folkelig legitimitet ikke kunne behandles som sekundære hensyn.

Hvad Newspakistans arkiv viser om baggrunden

Materialet fra 2009 giver et samtidigt billede af de spændinger, der senere kom til at præge Davis-sagen. Beretninger om Obamas Afghanistanstrategi, pakistanske støtte til oprørsgrupper og amerikanske luftangreb viser, at uoverensstemmelsen allerede var udviklet, før Davis blev anholdt. Arkivet kan dermed bruges til at rekonstruere forudsætningerne, men det indeholder ikke direkte dokumentation om begivenhederne i 2011.

Newspakistan fungerer som et historisk bibliotek, der også rummer kulturelle og tekniske temaer. Sektionen om teknologiske udviklinger er et eksempel på arkivets bredere opbygning. De forskellige emner skal holdes adskilte, når perioden studeres, fordi de fortæller om hver deres genstand og ikke nødvendigvis danner ét sammenhængende historisk narrativ.

Når arkivet læses med fokus på 2009, fremkommer flere mønstre. Suverænitetsspørgsmål出现过 allerede i diskussionerne om droner og amerikansk tilstedeværelse. Udenlandske agenter var tydelige i sikkerhedsdebatten, mens befolkningen i vid udstrækning forbandt dem med tab af kontrol. Usynlighed beskyttede samarbejdet, men den samme usynlighed gjorde det svært at skelne loyalitet over for USA fra loyalitet over for Pakistan.

Følg krisen gennem kilder og kronologi

Davis-sagen blev en belastningstest for en alliance, der hvilede på både samarbejde og mistro. Affæren viste, at et lokalt drab kunne få stor udenrigspolitisk betydning, når den mistænkte havde tilknytning til CIA. Den viste også, at pakistansk frustration over amerikansk magtudøvelse var vokset længe før den konkrete konflikt.

Brug Newspakistans arkiv til at følge udviklingen fra de spændte rapporter i 2009 til striden om Davis’ status og afrejse i 2011. Sammenlign holdningerne i amerikanske og pakistanske artikler, og læg mærke til, hvordan Afghanistan, droner, efterretningssamarbejde og folkelig legitimitet fremstår i hver periode.

Læs de relaterede artikler, spørgs kilderne tilbage i den kronologiske rækkefølge, og se hvordan konflikten om ret, status og suverænitet ændrede måden, Pakistan og USA forholdt sig til hinanden.