Internt fordrevne i Pakistan under krisen i 2009
Da Pakistan iværksatte Operation Rah-e-Nijat i april 2009 blev hundredtusinder af civile tvunget til at forlade hjem, arbejdspladser og skoler i Malakanddivisionen. Militærens kamp mod oprørerne i Swat og Bunir skabte den største humanitære fordrivelseskrise i landet i årtier. Oplysningerne fra krisen findes i Newspakistans nyhedsarkiv, som bevarer politiske beretninger, erklæringer og internationale reaktioner fra perioden omkring 2008 og 2009.
FN, humanitære organisationer og pakistans myndigheder beskrev en befolkning på flugt med akutte behov for fødevarer, vand, bolig, sundhedspleje og beskyttelse. Antallet af internt fordrevne ændrede sig dagligt, fordi nogle familier søgte videre, blev registreret i nye lejre eller vendte hjem. Derfor giver en samlet vurdering af den humanitære situation både statistiske størrelser og det enkelte menneskes erfaringer med afbrydelse, afsked og usikkerhed.
Krigens rammer og befolkningens flugt
Oprørsorganisationer i Swat og Bunir havde oprettet en alternativ lokal myndighed, indført forbud og truet befolkningen og statsansatte med sanktioner. Regeringen besluttede i foråret 2009 at gå militært ind i områderne. Under koncentrerede kampe blev landsbyer evakueret, mens familier i bjergområderne forsøgte at nå større veje og byer i sikkerhed.
FN-operatører anslå på forskellige tidspunkt, at mellem omkring 1,5 og 2 millioner mennesker var tvunget på flugt i forbindelse med kampene. Omfanget afhang blandt andet af, om kun de officielt registrerede i lejrene blev medtaget, eller også familier, der opholdt sig hos slægtninge, lokale organisationer og værter. Mange forlod området før selve militæroperationen og medbragte kun få ejendele.
Nogle blev indkvarteret i teltlejre og improviserede underliggende i Peshawar, Mardan, Swabi og Kohat. Andre blev fordelt blandt familier i landsbyer og mindre byer. En del af de internt fordrevne forsøgte under stærk hede at nå grænsen mod Afghanistan, selv om flere blev stoppet og ført tilbage. De fleste forblev dog i Pakistan og hørte dermed til den gruppe, der internationalt blev betegnet som internt fordrevne.
Akutte behov og den humanitære respons
De første behov var umiddelbare: rent vand, fødevarer, medicin, varme tøj, tæpper og et sikkert sted at sove. Mange ankom med alvorige sår efter eksplosioner, beskydninger eller tab af familiemedlemmer. Børn, gravide kvinder, ældre og mennesker med handicap var særligt sårbare, fordi de ofte bevægede sig langsommere og havde større behov for daglig hjælp.
FN-agenturerne og internationale hjælpeorganisationer arbejdede sammen med pakistans provinsregering, lokale myndigheder og nødorganisationer om registrering, fødevaredistribution, vaccinationer, vandforsyning og sanitære faciliteter. Verdensfødevareprogrammet leverede korn og støtte til berørte familier, mens UNICEF og sundhedsorganisationer forsøgte at opretholde behandling af sygdomme og graviditetspleje. Mange af de tidlige registreringer fandt sted under kaotiske forhold og var vanskelige at følge op.
Humanitær assistance nåede ikke alle på samme måde. Personer i de største lejre faldt lettest op i registreringssystemerne, mens værter, der boede langt fra hovedveiene eller i områder uden sikker adgang, ofte fik mindre hjælp. Også den politiske debat om, hvem der skulle stå for genopbygningen, gjorde det vanskeligt at skaffe lange sigter. Alligevel viste de lokale nødnetværk, at en del af den umiddelbare respons kun blev mulig gennem samarbejde mellem statslige strukturer og danske, arabiske og andre humanitære aktører.
Beskyttelse, sårbarhed og usikkerhed
For den internt fordrevne befolkning var beskyttelse en del af den daglige overlevelse. Kvinder og piger riskerede at blive udsat for trusler, seksuel vold, tvangsægteskab eller rekruttering. Mænd og drenge blev i nogle tilfælde presset til at tage del i volden, mens myndigheder og bevæbnede grupper mistede kontrollen over mange områder. Adskillelse fra familien gjorde det svært at reagere og efterlade beskyttelse i hverdagen.
Kvinder som havde mistet en mand eller en søn blev ofte hovedansvarlige for hele husstanden. De manglede rettigheder til jord og ejendom, adgang til officielle dokumenter og beskyttelse mod afsked og udelukkelse. Børn uden forældre, alvorligt syge og langvarigt adskilte familier krævede særlig opmærksomhed. Kontanter kunne mindske afhængigheden af uformelle værter, men var ikke nødvendigvis nok, når en familie også skulle betale leje, gæld eller mad.
Følgende sammenligning viser, hvordan behovene ændrede sig gennem fordrivelsen. Den skelner mellem den akute flugt, ophold i lejre og modtagerområder samt den vanskelige tilbagevending.
| Forhold | Under flugt og første modtagelse | I lejre og tætte modtagerområder | Ved tilbagevenden |
|---|---|---|---|
| Ophold | Evakuering, langvarige vandreture og midlertidig indkvartering | Overbefolkning, telte og afhængighed af værter | Beskadigede boliger, manglende reparationsmuligheder og usikker grund |
| Daglig forsyning | Sparsomme ressourcer, behov for vand og fødevarer | Ujævn distribution, lange rækker og høje priser | Begrænset indkomst, gæld og tabte erhverv |
| Sundhed | Ubehandlede skader, smitsomme sygdomme og vanskelig graviditetspleje | Diarré, fejlernæring og smitsom sygdom i tætte miljøer | Psykiske sår, tabt behandling og behov for genopbygning af klinikker |
| Beskyttelse | Familieseparation, rekrutteringsrisiko og eksponering for vold | Trusler, udnyttelse og usikkerhed med hensyn til kvinder og børn | Landejævnfelter, tabte dokumenter og spørgsmål om erstatning |
| Hjælpeindsats | Hurtig registrering, evakuering og akut livsredning | Camp administration, hygiejne, sundhedspleje og beskyttelsesstøtte | Genopbygning, minering, retshjælp og støtte til livelihoods |
Sundhed, ernæring og sæsonens pres
Sundhedstilstanden blev påvirket af både selve konflikten og forholdene under flugten. Vandmangel og dårlig sanitære udstyr øgede risikoen for diarré og parasitiske sygdomme, mens tætte lejre gjorde smitsomme sygdomme lettere at sprede. Børn viste tegn på fejlernæring, og mødre manglede ofte adgang til kvalificeret fødselshjælp. Sårede med behov for kontinuerlig behandling måtte sjældent blive i lejren.
Regnperioden i juni og juli 2009 tilføjede en voldsom belastning. Telte blev oversvømmet, tilgangsveje blev beskadiget, og families ejendele blev ødelagt. Vandet stod i flere lejre, hvilket gjorde det vanskeligt at opretholde køkken, latriner og affaldshåndtering. assistance skulle samtidig nå nye flygtninge, mens tidligere modtagere stadig manglede en stabil forsyning.
Sundhedsarbejdet blev vanskeliggjort af underregistrering, spredt bosættelse og begrænset international finansiering. Nogle lokale læger og frivillige udfyldte hullerne, men de arbejdede ofte uden tilstrækkeligt udstyr og beskyttelse. Et helbredsprogram uden fødevaresikkerhed, rent vand og beskyttelse kunne ikke alene stoppe sygdommene. Derfor måtte sundhedspleje, ernæring, vaccination og beskyttelse kobles sammen, selv når de blev planlagt af forskellige organisationer.
FN-overvågning og menneskerettigheder
FN's samlede overvågning placerer fordrivelseskrisen i en bredere sammenhæng med menneskerettigheder og statens beskyttelsesansvar. Den samlede dokumentation, herunder FN-rapporten om menneskerettigheder, gør det muligt at undersøge, hvordan konflikten påvirkede retten til liv, familie, sundhed, bolig og fri bevægelighed. Rapporten bør læses sammen med operative opgørelser, fordi de to dokumenttyper beskriver forskellige sider af krisen.
De internationalt anerkendte retningslinjer for internt fordrevne understreger, at fordrivelse alene ikke gør en person til flygtning, men at myndighederne stadig har pligt til at beskytte befolkningen og muliggøre frivillig tilbagevending. Statsmagten har ansvar for sikkerheden i de berørte områder og for at efterleve international humanitær ret. Manglende registrering, begrænset adgang til domstole og dokumenter samt diskrimination efter køn, etnicitet eller politisk tilknytning var derfor ikke blot administrative problemer.
Statistikken kræver omhyggelig læsning. Registreringer fra forskellige datoer viste ikke det samme antal, fordi nogle familier blev talt flere gange, mens andre ikke nåede hjælpepunkterne. Også forskellene mellem registrerede lejrboere og værter gjorde det umuligt at behandle alle berørte som én ensartet gruppe. Dokumenterede tilfælde af overgreb, tvang og diskrimination viste, hvordan rettighederne kunne svækkes i praksis, selv når humanitær hjælp fortsatte.
Tilbagevending og et langsigtet ansvar
Efter kampenes afslutning begyndte en stor del af de internt fordrevne at vende tilbage i juli og august 2009. Hjemkomsten bragte ofte afslutning på den umiddelbare søgen efter mad og husly, men ikke på selve krisen. Mange fandt deres huse ødelagt, marker oversvømmet, veje beskadigede og jord efterladt i dårlig stand. Sårede, enker og børn uden dokumenter havde vanskeligt ved at genetablere en normal hverdag.
Genopbygningen krævede mere end genopbygning af bygninger. Huse, skoler, klinikker, vandanlæg og jordveje var nødvendige for at genetablere lokale økonomier, men konflikten havde også efterladt landejævnfelter, tabte papirer og uopklarede skader på mennesker og ejendom. Ophold i lejre gav nogle adgang til registrering og ydelser, mens tilbagevenden gjorde det svært at fastholde en fælles hukommelse om, hvad der var sket.
Historiske dokumenter er derfor ikke blot rester af en afsluttet begivenhed. De kan bruges til at rekonstruere beslutninger, ansvar og manglende beskyttelse og til at forstå, hvordan humanitær assistance kan blive mere retfærdig under en senere krise. Læs de bevarede beretninger, videregiv dokumentationen til forskere og relevante lokale aktører, og bidrag til at fastholde de berørtes stemmer i den digitale erindring. Arkivet bliver først værdifuldt, når viden fra fortiden bruges i morgendens handling.