Sufismens rolle i pakistansk politik og kultur

Sufismen har i århundreder udgjort en dyb kulturel og åndelig strøm i det sydasiatiske subkontinent, og i Pakistan har traditionen udviklet sig til langt mere end blot en religiøs bevægelse. Gennem poesi, musik, dans og karitative værker har sufistiske lærere sat varige spor i folkelivets rytmer, og deres helligdomme hører til blandt de mest besøgte steder i landet.

Siden den postkoloniale statsdannelse har forholdet mellem sufistiske kredse og den politiske magt svinget mellem tæt samarbejde og åben konfrontation. Fra britisk-indiske reformbevægelser til de nuværende debatter om religiøs pluralisme udgør spørgsmålet om sufismens plads et centralt spændingsfelt i pakistansk identitet, som hele tiden former samfundets selvforståelse.

Historisk baggrund for sufismen i regionen

Sufismen kom til det nuværende Pakistan allerede i det 9. og 10. århundrede via handelsrejsende, der bragte den persisk-arabiske mystik med sig langs Silkevejen. Byerne Multan, Lahore og Sindhs hovedlandskaber blev hurtigt arnested for store sufistiske centre, hvor lærere som Data Ganj Bakhsh og Mian Mir tiltrak disciple fra hele Centralasien. Deres gravmonumenter er i dag stadig samlingssteder for millioner af tilbedere under årlige festdage.

Den sufistiske praksis adskilte sig fra den mere bogstavelige ortodoksi ved at lægge vægt på personlig erfaring, kærlighed til Gud og en inkluderende tilgang til tro. Det gjorde det muligt for bevægelsen at vinde tilhængere blandt både muslimer, hinduer og sikher, hvor fællesskabet på tværs af religionsskel var afgørende for handel og daglig samkvem. Den britiske kolonimagt betragtede ofte sufistiske broderskaber som nyttige mellemled i forvaltningen af de store landområder, og ordener som Naqshbandiyya og Qadiriyya fik lov at fastholde deres jordbesiddelser og rituelle rettigheder.

Sufi-helgener og deres samfundsmæssige indflydelse

I det moderne Pakistan spiller de sufistiske helgener, såkaldte pirer, stadig en mærkbar rolle i lokalsamfundene. Deres helligdomme, der ofte betegnes som darbar eller mazar, fungerer som sociale samlingspunkter, hvor fattige familier modtager mad, lægehjælp og juridisk rådgivning. Mange pirfamilier har gennem generationer opbygget et uformelt netværk af velgørenhedsaktiviteter, der rækker langt ind i landdistrikternes hverdag.

Den politiske betydning af disse helgener kan vanskeligt overvurderes, fordi deres velsignelse traditionelt er en vej ind i lokalpolitik. I provinser som Punjab og Sindh ser man stadig politikere, der aflægger besøg ved helligdomme forud for valg, og som giver økonomiske bidrag til de tilknyttede fondes drift. Disse besøg har en dobbelt karakter af religiøs hengivenhed og strategisk tækkesøgning, som udefra kan være svær at skelne fra hinanden.

Det er netop denne tvetydighed, der gør sufismen til et tilbagevendende tema i pakistanske politiske nyheder, da både regeringstilhængere og oppositionsfolk jævnligt appellerer til de samme åndelige autoriteter for at styrke deres legitimitet. Analytikere peger på, at denne uformelle alliance ofte trumfer formelle partistrukturer på lokalt niveau, især i områder, hvor statens institutioner er svagt til stede.

Forholdet mellem sufister og staten

Den nye pakistanske stat valgte efter partitionen i 1947 en forsigtigt balanceret kurs over for de religiøse traditioner. Sufistiske symboler blev indskrevet i den nationale fortælling som vidnesbyrd om en blød, inkluderende islam, mens staten samtidig åbnede for mere bogstavelige fortolkninger, der voksede frem gennem statsstøttede seminarier. Spændingen mellem de to retninger har siden præget landets religiøse politik og skabt en ustabil ligevægt, der jævnligt forskydes.

Under general Zia-ul-Haq i 1980'erne blev forholdet mellem stat og sufisme markant mere anstrengt, fordi militærregimet prioriterede et tættere samarbejde med militante udlægninger af islam. Mange sufistiske lærere kritiserede i denne periode offentligt tvangsislamiseringen og deltog i protester mod love om blasfemi, som de anså for at stride mod den klassiske islamiske retsopfattelse. Disse protester blev ofte mødt med statslig mistro og i visse tilfælde direkte forfølgelse af ledende figurer.

I de senere år har flere tiltag i Sindh og Punjab forsøgt at genoplive statslig anerkendelse af sufistiske traditioner, blandt andet gennem kulturministerielle programmer og turismefremstød for helligdomme. Det internationale samfund har, ikke mindst via FN og dets diplomatiske kanaler, ofte fremhævet sufismens tolerance som et eksempel til efterfølgelse, især når Kashmir-konfliktens FN-rolle drøftes i regionale sammenhænge. Disse bestræbelser har dog ikke kunnet standse radikaliseringen på lokalt plan.

Sufisme som kulturel identitet og kunstnerisk udtryk

Den sufistiske arv har leveret nogle af de mest elskede kunstneriske udtryk i pakistansk kultur, fra kærlighedspoeten Rumi til de persisk-prægede vers fra Shah Abdul Latif Bhittai og Bulleh Shah. Disse værker synges stadig ved festivaler, bryllupper og i tv-programmer, og de giver almindelige borgere et fælles åndeligt sprog, der rækker ud over stammeskel og klasseforskelle. Mange unge finder i denne poesi en følelsesmæssig forankring, som det institutionaliserede religionsliv ikke altid tilbyder.

Qawwali-musikken, der tæller som en direkte forlængelse af sufistisk åndelighed, har bragt traditionen ud i globale offentligheder. Ensembler som Sabri Brothers og Nusrat Fateh Ali Khan har med stor kraft vist, hvordan ekstatisk sang, håndklap og poesi kan formidle en inkluderende, kærlighedsbaseret spiritualitet. I dag streamer millioner af lyttere qawwali fra Karachi til London, og musikkens genkendelighed bidrager til at holde sufismen synlig i en tid, hvor mange ældre traditioner ellers forsvinder.

Den visuelle kultur omkring sufismen ses desuden i den karakteristiske arkitektur ved helligdommene med kupler, flisearbejde og udsmykkede døre samt i de tusindvis af bannere, der pryder gader i anledning af mawlid-fester. Disse udtryk fungerer som en modvægt til en mere asketisk visuel stil, der ellers dominerer i visse dele af den religiøse offentlighed.

Konflikter og spændinger med militante grupper

Siden starten af 2000-tallet har militante grupper rettet gentagne angreb mod sufistiske helligdomme og gudstjenester, især i Sindh og det sydlige Punjab. Bombningen af helligdommen i Sehwan i 2017, hvor mere end firs mennesker mistede livet, blev et vendepunkt i landets bevidsthed om, at den eklektiske religiøse arv er under direkte trussel. Ofrene var fortrinsvis almindelige pilgrimme, der blot var kommet for at søge velsignelse i en tradition, deres forfædre havde dyrket i generationer.

De militante angribere har typisk betegnet sufistiske ritualer som frafald og afgudsdyrkelse, fordi traditionen om at søge forbøn hos helgener og markere fødselsdage for profeten Mohammed opfattes som stridende mod et bogstavtro billede af islam. Denne fortolkning har fået støtte fra grænseregionens militante netværk, der kanaliserer penge og rekrutterer unge fra sociale miljøer præget af arbejdsløshed og desperation. Forskere påpeger, at det religiøse argument ofte blot er en tynd overflade for en bredere social frustration.

På statsligt plan har regeringen søgt at beskytte de mest udsatte helligdomme gennem udstationerede politistyrker, kameraovervågning og tiltag til forbedret religiøs tolerance i skolernes læseplaner. Kritikere mener imidlertid, at beskyttelsen er uensartet og ofte kommer for sent, når angrebene allerede har fundet sted. Den underliggende ideologiske konflikt kræver et længerevarende arbejde i lokalsamfundene.

Kvinder og sufismens sociale arv

Inden for sufismen har kvinder spillet en mere synlig rolle end i mange mere ortodokse miljøer. Historisk har kvindelige sufier, såsom Bibi Pak Daman i Lahore, haft egne helligdomme, der tiltrækker kvindelige pilgrimme, der søger helbredelse, rådgivning og socialt samvær. Disse steder har fungeret som vigtige kvindenetværk i en kontekst, hvor formelle kvindeorganisationer har haft svært ved at slå rod, og hvor kvinders bevægelsesfrihed uden for hjemmet historisk har været begrænset.

I mere moderne tid har kvindelige kunstnere, digtere og musikere med sufistisk baggrund markeret sig i offentligheden gennem optrædener ved litterære festivaler og på universiteter. Deres stemme har været med til at fastholde en fortælling om åndelig lighed, der adskiller sig fra de mere hierarkiske fortolkninger af kønnsroller, der ellers dominerer i visse religiøse miljøer. Flere af disse kvinder peger i interviews på, at sufismen for dem har fungeret som en inspirationskilde til at udfordre snævre normer.

Samtidig er der forskere, der peger på, at den sociale arv ikke uden videre kan overføres direkte til nutidige ligestillingsspørgsmål, fordi mange sufistiske fællesskaber stadig praktiserer konservative ægteskabsformer og bestemmer arveret efter lokale sædvaner. En nuanceret forståelse af traditionens rolle kræver derfor et blik for både de progressive og de fastholdende træk i praksis.

Sufismens fremtid i en foranderlig verden

Det er i disse år tydeligt, at sufismen i Pakistan står over for en dobbelt udfordring. De militante angreb og den religiøse ensretning i dele af samfundet kræver en aktiv beskyttelse af traditionens fysiske rum, mens globalisering og digitale medier åbner nye muligheder for at formidle sufistiske tekster, musik og ritualer til en langt bredere målgruppe. Disse to tendenser trækker i hver sin retning og gør det vanskeligt at forudse, hvordan den næste generation vil forholde sig til arven.

Forskere og kulturaktivister peger på, at en levende sufistisk identitet formentlig bedst kan sikres gennem en kombination af lokale kulturbevaringsprojekter, uddannelsesprogrammer og internationalt samarbejde. UNESCO-relaterede tiltag og akademiske udvekslingsaftaler har allerede bidraget til at synliggøre arven som verdenskulturarv og ikke blot som national religion. Digitale arkiver har desuden gjort det muligt for unge i diasporaen at studere sufistiske traditioner på afstand af deres forfædres hjemlande.

Hvis Pakistan skal bevare sin åndelige mangfoldighed, kræver det et bevidst valg om at lade sufismen indgå som en levende del af den nationale selvforståelse. Det er en opgave, der forudsætter samarbejde mellem religiøse ledere, politikere og ikke mindst unge generationer, der søger en mere inkluderende og poetisk tilgang til deres tro. Uden denne samordning risikerer man, at den sufistiske arv reduceres til museumsgenstande frem for levende praksis.

Anbefalinger til at styrke sufismens rolle

Støt arbejdet med at bevare og formidle den sufistiske arv ved at dykke ned i vores arkiv af analyser og reportager fra hele regionen. Abonnér på vores nyhedsbrev for at modtage flere artikler om pakistansk kultur og politik direkte i din indbakke.