Da Pakistan stemmede forandring: Valget i 2008 og dets efterspil
I begyndelsen af 2008 stod Pakistan ved en politisk skillevej efter næsten et årti med militær indflydelse præget af præsident Pervez Musharraf. Spændingerne mellem regeringsapparatet, oppositionen og domstolene havde nået et kritisk punkt, og befolkningen forberedte sig på det, der skulle blive et afgørende parlamentsvalg. Baggrunden for afstemningen var præget af attentatet på Benazir Bhutto i december 2007, en eskalerende sikkerhedssituation i landets nordvestlige egne og en voksende utilfredshed med den siddende magts forsøg på at manipulere retssystemet.
Valget til nationalforsamlingen og de fire provinsforsamlinger blev udskrevet efter omfattende forhandlinger, og det internationale samfund fulgte processen med stor opmærksomhed. Både EU og Commonwealth sendte valgobservatører, og der var et tydeligt ønske om, at afstemningen kunne genskabe tilliden til de demokratiske institutioner i en republik, hvor militæret længe havde spillet en dominerende rolle bag kulisserne.
Politiske spændinger op til valgdagen
Forud for valgkampen havde Pakistan gennemlevet en turbulent periode med omfattende protester, advokatstrejker og en voksende opposition mod Musharrafs regering. Bhuttos tilbagevenden til landet i oktober 2007 havde givet næring til forhåbninger om en demokratisk fornyelse, men hendes drab i Rawalpindi i slutningen af året sendte chokbølger gennem hele nationen. Hendes parti, Pakistan Peoples Party (PPP), blev efterfølgende ledet af hendes ægtemand, Asif Ali Zardari, og af hendes søn Bilawal Bhutto Zardari, der fungerede som formand.
Samtidig samledes oppositionen i et bredt spektrum. Pakistan Muslim League-Nawaz (PML-N) under Nawaz Sharif stillede op med et løfte om at genoprette domstolenes uafhængighed og genåbne de sag, der var indledt mod den afsatte højesteretspræsident Iftikhar Muhammad Chaudhry. Det religiøse parti Muttahida Majlis-e-Amal (MMA), der havde base i Nordvestgrænsen, søgte at fastholde sin indflydelse, mens det etniske parti Muttahida Qaumi Movement (MQM) fortsat dominerede storbyerne i Sindh. I provinsen Balochistan ventede man på, om det regionale parti Balochistan National Party ville få gennemslag for sine krav om øget selvstyre.
Selve valgdagen og kampagnens højdepunkter
Valget fandt sted den 18. februar 2008 og blev gennemført over to faser på grund af sikkerhedssituationen. Allerede i valgkampens sidste uger havde flere partier aflyst store arrangementer efter trusler fra militante grupper, og de valglokaler, der skulle bruges i de urolige områder, blev beskyttet af ekstra politi og militære styrker. Valgdeltagelsen blev anslået til omkring 44 procent af de stemmeberettigede, et tal der blev mødt med skuffelse fra analytikere, der havde håbet på en markant højere opbakning.
Kampagnen blev i vid udstrækning formet af mindet om Bhutto og af spørgsmålet om, hvordan Pakistan skulle forholde sig til præsident Musharrafs fremtidige rolle. PML-N insisterede på, at Musharraf skulle stilles for en rigsret, mens PPP signalerede en mere forhandlingsorienteret linje. Debatten omkring domstolenes uafhængighed blev et centralt tema, og de mange advokater, der havde deltaget i protesterne mod regeringen, mobiliserede nu vælgere i byerne Lahore, Karachi og Islamabad.
Valgresultatets fordeling mellem partierne
Da stemmerne var talt op, stod det klart, at ingen enkelt parti havde opnået det nødvendige flertal for at danne regering alene. PPP blev det største parti, mens PML-N indtog andenpladsen. De to partier indledte straks sonderinger om en koalition, og fordelingen af mandater blev afgørende for, hvordan magten skulle fordeles i provinserne. Tabellen nedenfor viser fordelingen af pladser i nationalforsamlingen for de mest markante partier.
| Parti | Forkortelse | Mandater i nationalforsamlingen | Vigtigste bastioner |
|---|---|---|---|
| Pakistan Peoples Party | PPP | 89 | Sindh, dele af Punjab |
| Pakistan Muslim League-Nawaz | PML-N | 68 | Punjab |
| Pakistan Muslim League-Qaid | PML-Q | 38 | Punjab |
| Muttahida Qaumi Movement | MQM | 19 | Karachi og Hyderabad |
| Awami National Party | ANP | 10 | Khyber Pakhtunkhwa |
| Muttahida Majlis-e-Amal | MMA | 6 | Nordvestgrænsen |
| Uafhængige og mindre partier | – | 30 | Forskellige |
Som det fremgår af tabellen, var intet parti i nærheden af de 172 mandater, der kræves for et flertal i nationalforsamlingen. Dette åbnede for et bredt samarbejde, men også for spændinger, især fordi PML-N ønskede en hurtig afklaring af spørgsmålet om Musharrafs fremtid, mens PPP foretrak en mere afdæmpet proces.
Reaktioner fra indenlandske og udenlandske aktører
Reaktionerne på valget kom hurtigt fra flere sider. Den afgående præsident Musharraf lykønskede ifølge officielle udtalelser vælgerne med at have udvist demokratisk mod, selvom hans egen fremtid forblev uvis. Nawaz Sharif krævede kort efter valget, at rigsretten mod Musharraf skulle fortsætte, og han truede med at trække sin støtte til en fremtidig koalition, hvis dette ikke blev imødekommet. Zardari signalerede derimod, at han foretrak en bred og inkluderende regering, hvilket gavnede forhandlingerne om en koalition.
Internationalt blev valget mødt med forsigtig optimisme. USA's udenrigsministerium fremhævede, at afviklingen af valget havde vist robusthed i de demokratiske institutioner, og EU's valgobservationsmission pegede på forbedringer sammenlignet med tidligere afstemninger, samtidig med at man bemærkede uregelmæssigheder i visse kredse. Indien fulgte udviklingen tæt, da forholdet mellem de to nabolande havde været præget af krise efter angrebene i Mumbai i november 2008.
I den bredere offentlighed opstod der en levende debat om, hvad valget ville betyde for landets mange indbyggere. Flere kulturelle og politiske grupper så en mulighed for at genforhandle deres plads i samfundet. De pakistanske kvinders rettigheder blev sat på den politiske dagsorden med fornyet styrke, efter at kvindelige kandidater i Sindh og Punjab havde gjort bemærkelsesværdige resultater ved valget. Samtidig rejste organisationer i diasporaen stemmer om, hvordan valget ville påvirke den pakistanske diaspora i Danmark politisk og kulturelt, en debat der især var synlig i de større byers pakistanske fællesskaber.
Regeringsdannelse og politisk forandring
Efter flere ugers forhandlinger blev der dannet en koalitionsregering mellem PPP, PML-N og ANP, der tilsammen rådede over et flertal i nationalforsamlingen. Yousaf Raza Gillani blev valgt som premierminister den 25. marts 2008, og han lovede i sin tiltrædelsestale at genoprette uafhængigheden af domstolene, kæmpe mod fattigdom og forbedre forholdet til nabolandene. Koalitionen annoncerede også, at den ikke ville støtte Musharraf i en eventuel genvalgsperiode, og kort efter stillede parlamentsmedlemmerne ham for en rigsret.
I de følgende måneder vedtog forsamlingen en række love, der begrænsede præsidentens beføjelser, og den 18. august 2008 trådte Musharraf tilbage under pres fra både oppositionen og dele af militæret. Zardari blev efterfølgende valgt til præsident ved en parlamentsafstemning i september, hvilket markerede afslutningen på en periode med direkte militær indflydelse på regeringsførelsen.
Udfordringerne var imidlertid langt fra overstået. Sikkerhedssituationen i de nordvestlige områder forblev alvorlig, økonomien var præget af høj inflation, og forholdet til USA blev stadig mere kompliceret, efterhånden som oprøret spredte sig. Alligevel markerede valget i 2008 et vendepunkt, hvor civile politikere igen overtog kontrollen over centrale dele af statens institutioner. De mange reaktioner, både hjemlige og udenlandske, afspejlede en udbredt erkendelse af, at Pakistan havde taget et første skridt i en usikker, men demokratisk retning.
Besøg vores nyhedsarkiv for at læse mere om pakistansk politik, kultur og de seneste analyser fra vores redaktion.