Irans forbindelser til Pakistan mellem atompolitik og regional uro

Iran og Pakistan deler en grænse, historiske handelsruter og tætte menneskelige forbindelser, men deres forhold har aldrig været enkelt. Religiøse forskelle, rivalisering mellem regionale stormagter, energibehov og sikkerhedspolitiske konflikter har løbende trukket relationen i forskellige retninger. I perioden omkring 2008 og 2009 blev disse spændinger særligt tydelige.

De nukleare spørgsmål fyldte meget i den internationale debat. Pakistan havde allerede udviklet atomvåben, mens Iran blev mødt af voksende mistanke om, at landets atomprogram kunne få en militær dimension. Samtidig ønskede begge stater økonomisk samarbejde og større strategisk råderum over for USA, Indien og andre magter.

Et historisk nyhedsarkiv skal læses med blik for den tid, artiklerne blev skrevet i. Udtalelser fra pakistanske ledere, iranske myndigheder og vestlige regeringer afspejler datidens konflikter og informationsniveau. De kan derfor bruges til at forstå udviklingen, men ikke uden at skelne mellem samtidens påstande, dokumenterede forhold og senere viden.

Område	Irans interesse	Pakistans interesse	Centrale spændinger
Atompolitik	Teknologisk selvstændighed og retten til civil atomenergi	Afskrækkelse og strategisk balance over for Indien	Internationale sanktioner, mistillid og spredningsrisiko
Energi	Eksport af gas og større regional indflydelse	Behov for energi og økonomisk vækst	Pres fra USA, finansiering og sikkerhed
Afghanistan	Stabilitet ved den østlige grænse og indflydelse blandt afghanske grupper	Sikkerhedsdagsorden og strategisk dybde	Forskellige syn på Taliban og udenlandsk indblanding
Balochistan	Grænsesikkerhed og kontrol med separatistiske netværk	Bekæmpelse af oprør og grænseoverskridende angreb	Anklager om støtte til militante grupper
Diplomati	Modvægt til amerikansk isolation	Balance mellem Iran, USA, Kina og Golfstaterne	Sanktioner, alliancer og regional rivalisering

En grænse med historiske forbindelser

Iran og Pakistan har en grænse på omkring 900 kilometer, der løber gennem et barskt område præget af bjerge, ørken og begrænset statslig tilstedeværelse. På begge sider lever balochiske befolkningsgrupper, og lokale handels- og familiebånd går på tværs af den internationale grænse. Denne virkelighed gør det vanskeligt for regeringerne at adskille indenrigspolitik fra udenrigspolitik.

Pakistan blev grundlagt i 1947, mens Iran under shahen hurtigt anerkendte den nye stat. Forholdet blev i flere perioder tæt, især fordi Iran støttede Pakistan økonomisk og politisk. Efter den iranske revolution i 1979 ændrede situationen sig. Pakistan blev en vigtig aktør i den afghanske konflikt, mens Iran udviklede sin egen revolutionære og shiamuslimske udenrigspolitik.

De to lande har derfor haft et forhold, hvor fælles interesser ofte har eksisteret side om side med religiøse og strategiske forskelle. Pakistan er et overvejende sunnimuslimsk land med tætte forbindelser til Saudi-Arabien og USA, mens Iran har søgt større selvstændighed fra Washington. Det har gjort samarbejde muligt, men har også sat grænser for, hvor langt tilliden kunne række.

Atomprogrammer og international mistillid

Pakistans atomprogram blev udviklet med Indien som den primære sikkerhedspolitiske reference. Efter atomprøvesprængningerne i 1998 blev Pakistan en erklæret atomvåbenmagt, og landets arsenal blev opfattet som en central del af den strategiske balance i Sydasien. Iran havde et civilt atomprogram, men USA og flere europæiske lande frygtede, at uranberigelse og andre teknologiske kapaciteter kunne danne grundlag for atomvåben.

Forbindelsen mellem Iran og Pakistan blev yderligere belastet af afsløringerne omkring den pakistanske atomforsker Abdul Qadeer Khan. Khan-netværket havde ifølge internationale undersøgelser solgt eller overført atomteknologi til blandt andre Iran, Libyen og Nordkorea. Den pakistanske stat fastholdt, at Khan handlede på egen hånd, mens kritikere mente, at et så omfattende netværk næppe kunne fungere uden kendskab hos dele af systemet.

Det er vigtigt at skelne mellem teknologioverførsel, politisk støtte og direkte statsligt samarbejde om atomvåben. Der er ikke offentligt belæg for at beskrive Iran og Pakistan som formelle partnere i et fælles atomvåbenprojekt. Alligevel skabte Khan-sagen en varig mistanke om, at Pakistan kunne være en kilde til kritisk knowhow, og at Iran kunne forsøge at udnytte internationale huller i kontrollen med atomteknologi.

I 2008 og 2009 handlede den diplomatiske konflikt især om Irans berigelse af uran og landets samarbejde med Det Internationale Atomenergiagentur. Teheran insisterede på retten til fredelig atomenergi under ikke-spredningsaftalen, mens vestlige regeringer krævede større gennemsigtighed. Pakistan forsøgte at undgå at blive trukket ind i konflikten, fordi landet både ønskede gode forbindelser til Iran og adgang til vestlig økonomisk og sikkerhedspolitisk støtte.

Gas, handel og energipolitik

Energi var et af de mest konkrete områder, hvor Iran og Pakistan havde fælles interesser. Pakistan oplevede voksende mangel på naturgas og elektricitet, mens Iran ønskede nye eksportmarkeder. Planerne om en gasledning fra Iran gennem Pakistan og videre mod Indien blev ofte omtalt som et muligt økonomisk gennembrud og fik navnet IPI-projektet.

Projektet var dog politisk sårbart. USA modsatte sig i praksis iransk energisamarbejde, fordi Washington ønskede at begrænse Teherans økonomiske råderum gennem sanktioner og diplomatisk pres. Indien var samtidig tilbageholdende på grund af sikkerhedsspørgsmål, prisforhandlinger og vanskelige relationer til Pakistan. Gasledningen blev derfor et eksempel på, hvordan økonomiske behov kunne kollidere med stormagtspolitik.

For Islamabad var iransk gas attraktiv, fordi den kunne mindske presset fra energimangel og understøtte industrien. For Teheran kunne en aftale med Pakistan styrke landets regionale rolle og vise, at sanktioner ikke fuldstændig kunne isolere Iran. Aftalen ville dog kræve store investeringer i infrastruktur og sikkerhed i Balochistan, hvor både iranske og pakistanske myndigheder stod over for oprørsgrupper.

Handelsforbindelserne omfattede også grænsemarkeder, brændstof, transport og religiøs turisme. Den officielle handel var mindre end potentialet tilsagde, blandt andet fordi grænsen var vanskelig at kontrollere, og fordi smugling havde stor betydning for lokalsamfund. Forholdet blev dermed præget af en dobbelthed: Regeringerne ønskede mere formel handel, mens mange mennesker allerede levede af uformelle grænseøkonomier.

Afghanistan og sikkerheden ved grænsen

Afghanistan var et afgørende forbindelsesled mellem Iran og Pakistan. Begge lande ønskede indflydelse på udviklingen, men deres historiske erfaringer og politiske præferencer var forskellige. Pakistan havde gennem mange år haft tætte forbindelser til Taliban, mens Iran havde støttet anti-talibanske kræfter før USA’s invasion i 2001 og frygtede sunniekstremisme tæt på sin østlige grænse.

Efter Taliban-regimets fald blev Iran og Pakistan tvunget til at forholde sig til en ny regional situation. USA etablerede en omfattende militær tilstedeværelse i Afghanistan, og Pakistan blev en central partner i krigen mod terror. Iran modsatte sig amerikanske baser i regionen og forsøgte samtidig at beskytte sine egne interesser gennem kontakter til forskellige afghanske politiske og lokale aktører.

Pakistans problemer i grænseområderne blev tydelige i Swat, de føderalt administrerede stammeområder og Balochistan. Militante grupper udfordrede statens autoritet, og regeringen skiftede mellem militære operationer, lokale aftaler og forhandlinger. En samtidig beskrivelse af Swat-aftalen i 2009 kan læses som et eksempel på, hvor vanskeligt det var at skabe varig orden gennem midlertidige våbenhviler.

Iran havde samtidig egne sikkerhedsproblemer i Sistan-Baluchistan, hvor sunni-islamistiske og separatistiske grupper gennemførte angreb. Den militante organisation Jundallah blev anklaget for angreb på iranske sikkerhedsstyrker og civile. Teheran beskyldte i perioder USA og Pakistan for at tolerere eller støtte gruppen, mens Pakistan afviste, at landet bevidst lod iransk fjendtlige netværk operere fra pakistansk territorium.

Balochistan og gensidige anklager

Balochistan bandt de bilaterale sikkerhedsspørgsmål sammen. Den iranske provins Sistan-Baluchistan og den pakistanske provins Balochistan er blandt de fattigste områder i deres respektive lande. Befolkningen oplever ofte stor afstand til centralmagten, begrænsede offentlige tjenester og hårdhændede sikkerhedsoperationer. Det skaber grobund for oprør, kriminalitet og politisk utilfredshed.

Pakistan har flere gange beskyldt udenlandske aktører for at støtte separatister i Balochistan, og Iran har været nævnt i den forbindelse. Teheran har afvist sådanne anklager og selv peget på mulige udenlandske forbindelser til militante grupper på iransk territorium. Når et angreb fandt sted, kunne den efterfølgende retorik hurtigt forværre forholdet, også når beviserne var uklare.

Grænsebevogtning og efterretning var derfor vigtige elementer i de diplomatiske drøftelser. De to lande indgik aftaler om bedre koordinering, udveksling af oplysninger og patruljering, men gennemførelsen var vanskelig. Terrænet, manglende infrastruktur og lokale magtstrukturer gjorde det muligt for smuglere og militante at bevæge sig på tværs af grænsen.

De lokale befolkningers situation bør dog ikke reduceres til et sikkerhedsspørgsmål. Arbejdsløshed, vandmangel, fattigdom og manglende politisk repræsentation var også centrale årsager til ustabilitet. Når regeringerne primært svarede med militære midler, kunne det øge mistilliden og give oprørsgrupper et stærkere rekrutteringsgrundlag.

Stormagter, alliancer og diplomatisk balance

Irans relation til Pakistan blev påvirket af landets bredere strategiske placering. USA ønskede Pakistans hjælp i Afghanistan og i kampen mod al-Qaeda, men var samtidig bekymret for Pakistans atomprogram og forbindelser til militante netværk. Pakistan måtte derfor balancere amerikansk pres med behovet for gode naboforbindelser til Iran.

Saudi-Arabien spillede også en vigtig rolle. Riyadh havde tætte religiøse, økonomiske og sikkerhedspolitiske bånd til Islamabad og var en vigtig støtte for Pakistan. Iran og Saudi-Arabien konkurrerede derimod om indflydelse i Mellemøsten og den muslimske verden. Pakistan forsøgte som regel at undgå et åbent valg mellem de to, men interne sekteriske spændinger gjorde neutralitet vanskelig.

Indien var endnu en afgørende faktor. Irans forbindelser til Indien omfattede handel, energi og samarbejde om Afghanistan, hvilket Pakistan fulgte med mistillid. Samtidig ønskede Iran ikke at opgive forbindelsen til Pakistan, fordi landet gav adgang til Sydasien og kunne fungere som en vigtig transport- og energikorridor.

Kina blev gradvist vigtigere for Pakistan, mens Iran også søgte østlige økonomiske forbindelser. Denne udvikling gjorde de bilaterale relationer til en del af en større omlægning i Asien. Iran og Pakistan kunne samarbejde om transport, handel og grænsesikkerhed, men deres valg blev hele tiden vurderet i forhold til USA, Indien, Saudi-Arabien og Kina.

Sådan kan arkivets samtid forstås

Nyhedsartikler fra 2008 og 2009 er værdifulde, fordi de viser, hvordan politiske aktører formulerede deres interesser, før mange senere begivenheder havde ændret billedet. De afslører også, hvilke spørgsmål der fyldte i offentligheden: atomforhandlinger, gasledninger, Taliban, militante grupper og forholdet til USA.

Samtidig må arkivmateriale læses kritisk. En regerings udtalelse er ikke det samme som et uafhængigt faktum, og en diplomatisk anklage kan være præget af indenrigspolitiske hensyn. Det gælder især emner som atomspredning og støtte til militante grupper, hvor adgang til efterretninger ofte er begrænset.

Arkivets bredde kan ses i, at det også rummer sundhedsrelaterede tekster om symptomer på åreknuder. Den slags blandede emner minder om, at et digitalt nyhedsarkiv ikke nødvendigvis følger nutidens opdeling mellem specialiserede medier. Materialet skal vurderes ud fra dato, genre, kilde og den sammenhæng, det oprindeligt blev offentliggjort i.

Irans forbindelser til Pakistan kan dermed forstås som et krydsfelt mellem atompolitik, energi, grænsesikkerhed og stormagtsrivalisering. Relationerne var hverken et fast partnerskab eller et konstant fjendskab. De bestod af praktisk samarbejde, dyb mistillid og løbende forsøg på at undgå, at regionale konflikter udviklede sig til direkte konfrontation.

Brug arkivet til at sammenholde samtidige udtalelser, diplomatiske udviklinger og regionale konflikter. Ved at læse artiklerne kronologisk bliver det lettere at se, hvordan atomspørgsmålet, Afghanistan og Balochistan påvirkede hinanden, og hvordan Irans og Pakistans udenrigspolitik blev formet af et langt større geopolitisk pres.