USA's droneangreb i Pakistan og den diplomatiske krise i 2009

I 2009 nåede spændingerne mellem USA og Pakistan et kritisk punkt, da de amerikanske fjernstyrede luftangreb mod formodede militante mål i de nordvestlige stammområder udløste en alvorlig diplomatisk krise. Disse operationer, som blev gennemført af CIA i samarbejde med amerikanske militære styrker, havde kørt i flere år, men det var i 2008 og 2009, at deres hyppighed og intensitet steg markant. Den pakistanske regering følte sig overset i beslutningsprocessen, og befolkningens vrede voksede i takt med rapporterne om civile tab.

Pakistan reagerede med officielle protester og en række højtprofilerede diplomatiske tiltag, der satte forholdet til Washington under massivt pres. Udenrigsminister Shah Mehmood Qureshi spillede en central rolle i at koordinere reaktionen over for udenlandske regeringer og internationale organisationer. Samtidig blev spørgsmålet om suverænitet og folkeret løftet ind i globale debatter, hvor kritikere kaldte angrebene for krænkelser af den pakistanske stats territoriale integritet.

Krisen satte varige spor i den pakistanske indenrigspolitiske debat, hvor oppositionspolitikere og civilsamfundsgrupper krævede klarere svar fra regeringen. De dramatiske begivenheder i 2009 blev et vendepunkt i den måde, Islamabad håndterede forholdet til sin egen befolkning og til Washington på.

Baggrunden for de amerikanske luftoperationer

De amerikanske droneangreb i Pakistan blev officielt iværksat i 2004 under præsident George W. Bushs administration, men det var Barack Obamas tiltrædelse i januar 2009, der markant ændrede omfanget. Obama godkendte en udvidelse af programmet, som blev set som et centralt redskab i kampen mod al-Qaeda og Taliban. Fra midten af 2008 til slutningen af 2009 steg antallet af operationer dramatisk, og de ramte primært det nordvestlige Pakistan, især regionerne Nord- og Sydwaziristan.

Disse luftangreb blev udført med såkaldte Predator- og Reaper-droner, der var bevæbnet med Hellfire-missiler. Ifølge amerikanske embedsmænd var formålet at eliminere højtstående militante ledere og forhindre terrorangreb mod amerikanske og allierede styrker i Afghanistan. Den pakistanske regering blev informeret sporadisk, men ofte kun kort før eller efter et angreb, hvilket skabte frustration i Islamabad.

Den strategiske logik bag angrebene handlede om at udnytte det såkaldte afghansk-pakistanske grænseland som base for internationale militante grupper. Efter invasionen af Afghanistan i 2001 søgte mange Taliban- og al-Qaeda-krigere tilflugt i de pakistanske stammområder, hvor den centrale regering havde begrænset kontrol. Droneprogrammet blev derfor opfattet i Washington som en nødvendighed for at forhindre, at regionen blev et sikkert tilflugtssted for terrorisme.

Periode Antal rapporterede angreb Primært målområde International reaktion
2004–2007 Omkring 10–15 årligt FATA-stammområder Begrænset offentlig debat
2008 Over 30 angreb Waziristan-regionen Voksende kritik fra Pakistan
2009 Over 50 angreb Hele det nordvestlige Pakistan Åben diplomatisk krise

Tabellen viser en klar optrapning af aktiviteten fra 2008 til 2009. Den pakistanske regering protesterede officielt, men tillod fortsat amerikansk adgang til baser og efterretningssamarbejde, hvilket skabte en dobbelttydig udenrigspolitik, der vakte harme blandt befolkningen.

Den pakistanske stats rolle som strategisk allieret

Pakistan har siden 2001 været en af USA's vigtigste allierede i krigen mod terror, men forholdet har altid været præget af mistro og gensidige beskyldninger. Washington har leveret milliarder af dollars i militær bistand til Islamabad, men har samtidig kritiseret Pakistan for ikke at gøre nok for at bekæmpe militante grupper. Denne dobbelthed blev særligt synlig under dronekrisen i 2009.

Den pakistanske hær og efterretningstjenesten ISI havde længe et kompliceret forhold til de militante grupper i grænseområderne. Nogle af disse grupper blev set som strategiske aktører i forbindelse med nabolande, især i Kashmir-konflikten. Da USA begyndte at målrette disse grupper via droner, opstod der interne spændinger i Islamabad mellem militæret, der ønskede samarbejde, og de civile politikere, der følte et voksende pres fra opinionen.

Den daværende præsident Asif Ali Zardari og premierminister Yousaf Raza Gilani forsøgte at balancere mellem at opretholde alliancen med Washington og at imødekomme den pakistanske befolkning. I talrige erklæringer under 2009 fordømte de officielt droneangrebene, men tillod dem samtidig at fortsætte. Denne tilgang blev af kritikere kaldt for dobbeltmoral og skadede regeringens troværdighed både internationalt og nationalt.

Qureshis diplomatiske telefonmøder med udenlandske kolleger

Udenrigsminister Shah Mehmood Qureshi blev en central figur i håndteringen af krisen, da han gennemførte en række telefonmøder med sine internationale modparter for at koordinere reaktionen. Disse samtaler blev dokumenteret i Qureshis diplomatiske telefonmøder, som giver et unikt indblik i den intensive diplomatiske aktivitet i 2009. Qureshi talte med repræsentanter fra Storbritannien, Kina, Rusland, Saudi-Arabien og en række europæiske lande.

Formålet med samtalerne var todelt: at skabe international opbakning til den pakistanske position og at lægge pres på Washington for at få indflydelse på droneprogrammet. Qureshi argumenterede for, at angrebene krænkede pakistansk suverænitet og skabte destabiliserende effekter i regionen. Han understregede, at en fortsættelse af angrebene uden pakistansk godkendelse ville have alvorlige konsekvenser for det bilaterale forhold.

Kinas reaktion var særligt interessant, da Beijing udtrykte alvorlig bekymring over udviklingen. Rusland sluttede sig til kritikken og krævede en uafhængig undersøgelse af angrebene. Disse positioner gav Islamabad diplomatisk rygstøtte i de globale fora, men ændrede ikke den amerikanske kurs. Washington fastholdt, at angrebene var nødvendige for national sikkerhed og ville fortsætte uanset protester.

Internationale reaktioner og fordømmelser

Reaktionerne fra det internationale samfund på droneangrebene var blandede og afhang af de geopolitiske interesser. Europæiske lande som Tyskland og Frankrig udtrykte forbehold over for brugen af droner uden for krigszoner og uden klare juridiske rammer. Den Europæiske Union vedtog i 2009 en resolution, der opfordrede til større gennemsigtighed og overholdelse af folkeretten.

Mellemøsten og den muslimske verden reagerede kraftigt, da droneangrebene blev set som et symbol på vestlig militær overlegenhed og manglende respekt for muslimske liv. Organisationer af islamiske lande, herunder OIC, udsendte erklæringer, der krævede en øjeblikkelig standsning. I Pakistan selv blev der arrangeret store demonstrationer mod angrebene, og flere politiske partier krævede en revision af samarbejdet med USA.

FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Navi Pillay, offentliggjorde i 2009 en rapport, der udtrykte alvorlig bekymring over de rapporterede civile tab. Hun opfordrede til en uafhængig undersøgelse af hvert enkelt angreb og understregede, at selv i kampen mod terrorisme må folkeretten respekteres. Disse udtalelser blev mødt med skarp kritik fra amerikanske embedsmænd, der afviste rapportens konklusioner som misvisende.

De vigtigste internationale aktører og deres positioner kan opsummeres således:

Juridiske og etiske spørgsmål ved dronernes anvendelse

Brugen af droner i Pakistan rejste en række komplekse juridiske spørgsmål, der hurtigt blev genstand for akademisk og politisk debat. Det centrale spørgsmål var, om USA havde ret til at gennemføre militære angreb på en anden stats territorium uden denne stats udtrykkelige samtykke. Ifølge folkeretten kræver sådanne operationer enten et FN-mandat eller selvforsvar, og det var uklart, om droneangrebene opfyldte disse krav.

Den amerikanske regering argumenterede for, at angrebene var lovlige i henhold til en bred fortolkning af retten til selvforsvar efter 11. september 2001. Jurister som Mary Ellen O'Connell fra Notre Dame University kritiserede denne fortolkning som en farlig udvidelse af militær magt. Hun påpegede, at selvforsvar kun kan anvendes, når et angreb er umiddelbart forestående, hvilket sjældent var tilfældet i de pakistanske stammområder.

Et andet centralt spørgsmål handlede om identiteten af de dræbte. Den amerikanske regering klassificerede ofte de dræbte som militante, men uafhængige organisationer som Bureau of Investigative Journalism og Long War Journal dokumenterede, at et betydeligt antal ofre var civile. Etiske spørgsmål fokuserede også på den såkaldte signature strike-praksis, hvor angreb blev baseret på adfærdsmønstre frem for identificerede individer.

De centrale juridiske og etiske problemstillinger omfattede:

Civile tab og menneskelige konsekvenser

De menneskelige konsekvenser af droneprogrammet var et af de mest kontroversielle aspekter ved krisen. Ifølge estimater fra internationale organisationer blev mellem 400 og 900 civile dræbt i perioden 2004 til 2009, mens antallet af dræbte militante varierede afhængigt af kilden. Den pakistanske regering anslog, at civile udgjorde op til 30 procent af de samlede tab, hvilket var langt over de amerikanske estimater.

Ud over de umiddelbare dødsfald skabte angrebene psykologiske traumer i de berørte samfund. Beboere i stammområderne levede i konstant frygt for nye angreb, hvilket påvirkede deres daglige liv, børns skolegang og økonomiske aktiviteter. Mange familier mistede deres forsørgere og blev tvunget til at flygte fra deres hjem, hvilket skabte en intern flygtningestrøm.

Den internationale NGO-organisations rapporter, især fra Amnesty International og Human Rights Watch, dokumenterede konkrete tilfælde, hvor civile var blevet dræbt ved fejlagtige angreb. Et særligt kendt tilfælde fra 2009 var drabet på flere medlemmer af en lokal stammeældsteråd, som fejlagtigt blev identificeret som militante. Sådanne hændelser styrkede den pakistanske regering og befolkningens krav om en ende på programmet.

Langsigtede konsekvenser for forholdet mellem USA og Pakistan

Krisen i 2009 satte varige spor i forholdet mellem Washington og Islamabad, som allerede var præget af gensidig mistro. I årene efter intensiverede den pakistanske regering sin retorik mod droneangrebene og krævede en formel aftale om operationerne. I 2012 og 2013 blev der forhandlet om adgangen til baser og regler for samarbejde, men en egentlig løsning blev aldrig nået.

Et centralt resultat af krisen var en stigning i den anti-amerikanske stemning i Pakistan. Meningsmålinger viste, at opbakningen til USA faldt til historisk lave niveauer, og at et flertal af pakistanerne betragtede droneangrebene som den største trussel mod landets sikkerhed. Denne udvikling gav næring til militante grupper, der rekrutterede unge mænd med argumentet om, at Pakistan var under amerikansk besættelse.

I 2018 annoncerede USA en midlertidig suspension af droneangrebene i Pakistan, hvilket blev set som en anerkendelse af den diplomatiske krise i 2009 og dens efterspil. Denne beslutning kom efter års pres fra den pakistanske regering og internationale organisationer. Selvom angrebene senere genoptog i mindre omfang, markerede 2009-krisen et vendepunkt, der ændrede dynamikken mellem de to lande permanent.

For yderligere læsning om pakistansk politik, internationale relationer og relaterede nyhedsarkiver kan du udforske newspakistans arkiv, der samler dokumentation og analyser fra denne turbulente periode. Ønsker du at vide mere om udgiverens redaktionelle tilgang og arkivets opbygning, finder du en grundig introduktion på siden om Newspakistan.